Viser opslag med etiketten Advarsel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Advarsel. Vis alle opslag

onsdag den 24. november 2010

Rawfoodshop.dk: Advarsel mod kosttilskud fra rawfoodshop.dk

Fødevarestyrelsen advarer nu de danske forbrugere mod hjemmesiden rawfoodshop.dk. Hjemmesiden markedsfører en række produkter, som Fødevarestyrelsen vurderer udgør en sundhedsrisiko.
Produkterne indeholder planteingredienser, der kan påvirke hormonsystemet samt forårsage skader på centralnervesystemet.

Fødevarestyrelsens advarsel omfatter følgende produkter:
- Rå Maca-pulver (Latinsk navn Lepidium meyenii Walp.)
- Raw Sun Warrior-proteinpulver - indeholder Stevia
- Mucuna prurienspulver
- Steviapulver
- Raw Power Original - indeholder macaproteinpulver (Latinsk navn Lepidium meyenii Walp.)

EU-Kommissionen har nedlagt forbud mod at markedsføre planten Stevia som fødevare, da sikkerheden af denne plante ikke er tilstrækkeligt dokumenteret. I øjeblikket vurderer den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) sikkerheden af Stevia. Indtil der foreligger en godkendelse, må Stevia ikke markedsføres som en fødevare herunder indgå i kosttilskud.

Fødevarestyrelsen kan ikke udelukke, at der er andre produkter på hjemmesiden rawfoodshop.dk, som kan udgøre en sundhedsrisiko.

Hjemmesiden rawfoodshop.dk er registreret og hostet i Sverige, men har en juridisk adresse i København. Derfor har Fødevarekontrollens Rejsehold foretaget et kontrolbesøg på virksomhedens danske adresse dog uden at træffe de ansvarlige bag hjemmesiden. Den svenske virksomhed, der står bag hjemmesiden, har ikke reageret på Fødevarestyrelsens efterfølgende henvendelse.
Fødevarestyrelsen har orienteret de svenske myndigheder om hjemmesiden.

Fødevarestyrelsen råder generelt de danske forbrugere til at være varsomme ved køb af kosttilskud på internettet.

Gode råd om kosttilskud

• Søg grundige oplysninger om kosttilskud, hvis de forhandles over internettet, men ikke sælges i almindelige butikker

• Hvis man vil sikre sig, at et kosttilskud er omfattet af myndighedernes stikprøvekontrol, kan man på hjemmesiden altomkost.dk tjekke, hvilke kosttilskud, der er anmeldt til markedsføring i Danmark.

torsdag den 9. april 2009

Advarsel mod Kosttilskud med Fortodol

Fødevarestyrelsen har fået kendskab til, at kosttilskuddet Fortodol, der kan give leverskader, også bliver markedsført under tre andre produktnavne. Det drejer sig om:

* Leppin Miradin
* Leppin Miridin
* Re-lev-it 90 capsules

Fortodol har vist sig at indeholde det ulovlige lægemiddelstof nimesulid i flere partier, som er solgt i de nordiske lande, herunder i Danmark.

Fødevarestyrelsen har derfor flere gange inden for den seneste måned advaret forbrugerne mod at indtage kosttilskudsproduktet Fortodol, på grund af risikoen for akutte leverskader.

Fødevarestyrelsen advarer derfor også mod at indtage produkterne Leppin Miradin, Leppin Miridin og Re-lev-it 90 capsules, da der i praksis er tale om det samme produkt og sundhedsrisiko.
Produkterne er ulovlige i Danmark, og Fødevarestyrelsen har ikke fundet dem her i landet, men ved at de bliver markedsført på udenlandske hjemmesider.

Fødevaremyndighederne i England, Irland og Tyskland har også advaret mod disse produkter på deres hjemmesider.

Har du taget Fortodol (evt. solgt under et af ovennævnte produktnavne) og oplever du bivirkninger, skal du straks opsøge egen læge for at få kontrolleret din leverfunktion.

De svenske lægemiddelmyndigheder har på deres hjemmeside henvist til følgende mulige bivirkninger af nimesulid: Dårlig appetit, kvalme, opkastning, ondt i maven, træthed, mørk urin og gul farvet hud.