Viser opslag med etiketten Sundhedsrisiko. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sundhedsrisiko. Vis alle opslag

onsdag den 24. november 2010

Rawfoodshop.dk: Advarsel mod kosttilskud fra rawfoodshop.dk

Fødevarestyrelsen advarer nu de danske forbrugere mod hjemmesiden rawfoodshop.dk. Hjemmesiden markedsfører en række produkter, som Fødevarestyrelsen vurderer udgør en sundhedsrisiko.
Produkterne indeholder planteingredienser, der kan påvirke hormonsystemet samt forårsage skader på centralnervesystemet.

Fødevarestyrelsens advarsel omfatter følgende produkter:
- Rå Maca-pulver (Latinsk navn Lepidium meyenii Walp.)
- Raw Sun Warrior-proteinpulver - indeholder Stevia
- Mucuna prurienspulver
- Steviapulver
- Raw Power Original - indeholder macaproteinpulver (Latinsk navn Lepidium meyenii Walp.)

EU-Kommissionen har nedlagt forbud mod at markedsføre planten Stevia som fødevare, da sikkerheden af denne plante ikke er tilstrækkeligt dokumenteret. I øjeblikket vurderer den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) sikkerheden af Stevia. Indtil der foreligger en godkendelse, må Stevia ikke markedsføres som en fødevare herunder indgå i kosttilskud.

Fødevarestyrelsen kan ikke udelukke, at der er andre produkter på hjemmesiden rawfoodshop.dk, som kan udgøre en sundhedsrisiko.

Hjemmesiden rawfoodshop.dk er registreret og hostet i Sverige, men har en juridisk adresse i København. Derfor har Fødevarekontrollens Rejsehold foretaget et kontrolbesøg på virksomhedens danske adresse dog uden at træffe de ansvarlige bag hjemmesiden. Den svenske virksomhed, der står bag hjemmesiden, har ikke reageret på Fødevarestyrelsens efterfølgende henvendelse.
Fødevarestyrelsen har orienteret de svenske myndigheder om hjemmesiden.

Fødevarestyrelsen råder generelt de danske forbrugere til at være varsomme ved køb af kosttilskud på internettet.

Gode råd om kosttilskud

• Søg grundige oplysninger om kosttilskud, hvis de forhandles over internettet, men ikke sælges i almindelige butikker

• Hvis man vil sikre sig, at et kosttilskud er omfattet af myndighedernes stikprøvekontrol, kan man på hjemmesiden altomkost.dk tjekke, hvilke kosttilskud, der er anmeldt til markedsføring i Danmark.

mandag den 10. maj 2010

Coop Mazariner med mug på...

Coop Mazariner

Pakningstype: pakninger med 4 stk. mazariner
Nettovægt: 220 g
Mindst holdbar til: 18-05-2010

Solgt i:
Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen og Lokalbrugsen over hele landet.

Virksomhed, der kalder tilbage:
Coop Danmark A/S
Roskildevej 65
2620 Albertslund

Årsag:
Der er konstateret vækst af skimmel (mug) på kagerne.

Risiko:
Der er ingen umiddelbar sundhedsrisiko ved at have spist kagerne.
Vækst af skimmel (mug) på kagerne medfører at disse betragtes som uegnede til konsum.

Råd til forbrugerne:
Kassere kagerne eller levere dem tilbage til butikken, hvor de er købt.

.

søndag den 10. januar 2010

Advarer mod Bonsoy Soy Milk som udgør en sundhedsrisiko...



Vi advarer mod at indtage soyadrik af mærket Bonsoy Soy Milk, som har et meget højt indhold af jod, og dermed udgør en sundhedsrisiko, hvis man drikker mere end bare 30 ml. om dagen.

Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om, at den japanske soyadrik er sendt til Danmark. Men produktet er eksporteret til bl.a. Tyskland, Storbritannien og Spanien. Det kan derfor ikke udelukkes, at det også findes på det danske marked.

Ti syge i Australien
De australske myndigheder informerede kort før jul verdenssundheds-organisationen WHO om sygdom (thyrotoxicosis) hos ni voksne og et barn, der havde indtaget det pågældende produkt. Større mængder af jod i kroppen påvirker skjoldbruskkirtlen og dermed stofskiftet. Symptomerne er, at man føler sig dårligt tilpas.

Farlig i selv meget små mængder
Bonsoy-soyadrikken er beriget med ’kombu’, et produkt udvundet af tang, som indeholder en meget høj koncentration af jod. Det betyder, at en acceptabel daglig dosis for en voksen let bliver overskredet allerede ved indtagelse af mere end 30 ml. af den pågældende soyadrik om dagen – svarende til indholdet af 1/8 kop. For et lille barn vil acceptabel daglig dosis være mindre end 5 ml.

Kassér produktet
Forbrugere rådes til at holde sig fra Bonsoy Soy Milk, hvis de finder det på danske butikshylder. Skulle nogen allerede have købt det, enten i udlandet – eller i Danmark, anbefaler Fødevarestyrelsen, at man kasserer produktet og meddeler sin lokale fødevareafdeling, hvor produktet er købt.