søndag den 11. juli 2010

Varer beslaglagt og hjemmeside lukket...

På baggrund af en anmeldelse om ulovligt salg af kosttilskud og anprisninger på hjemmesiden www.nutrion-trade.co.uk aflagde Fødevarekontrollens Rejsehold i denne uge et kontrolbesøg hos virksomheden Designgruppen, der er registrant af hjemmesiden.

Telefonnummer førte til dansk virksomhed
Selv om hjemmesiden har en engelsk webadresse og der på siden er angivet en adresse i England, står al tekst på dansk. Der var også et dansk servicetelefonnummer, som viste sig at føre til Designgruppen ved Nykøbing Sj., hvor der ikke er registreret nogen fødevarevirksomhed.

Fødevarekontrollens Rejsehold konstaterede imidlertid, at der - udover drift af hjemmesiden og håndtering af bestillinger – også foregik produktion af kosttilskud på adressen.

Virksomheden oplyste overfor rejseholdets medarbejdere, at Nutrion-trade er en engelsk virksomhed, men at al aktivitet foregår i Danmark, herunder produktion og markedsføring.

Varer beslaglagt og hjemmeside lukket.
Dermed har virksomheden fremstillet og markedsført kosttilskud uden at være autoriseret til det af fødevareregionen. De markedsførte kosttilskud er heller ikke blevet anmeldt og dermed registreret hos Fødevarestyrelsen.

Rejseholdet beslaglagde virksomhedens varelager, herunder råvarer til produktionen samt færdigproducerede kosttilskud. Virksomheden blev desuden bedt om at lukke hjemmesiden ned, hvilket straks blev gjort.
.

Ingen kommentarer: