lørdag den 16. oktober 2010

Ulovlig forarbejdning af vildt...

Fødevarekontrollens Rejsehold har ved en kontrol foretaget den 12. oktober konstateret ulovlig forarbejdning af vildt. Aktiviteterne har foregået ved, at jægere mod betaling har fået pelset og parteret vildt samt fået kødet forarbejdet til spegepølser eller røgvarer.

Spegepølserne er påtrykt en tegning af en kronhjort i en oval cirkel samt teksten ”Hjorte Spegepølse”, men er hverken mærket med holdbarhedsdato eller deklaration.

Under kontrolbesøget fandt Fødevarekontrollens Rejsehold i alt 1.500 spegepølser, hvoraf ca. halvdelen hang i to røgeovne. Desuden blev der i et frostrum fundet røgede dyrekøller, udskårne stege samt skiveskåret, røget pålæg.


I frostrummet blev desuden fundet spæk, som skulle anvendes i produktionen. Spækket var mærket med oprindelse fra Polen, men virksomheden kunne ikke fremvise faktura herpå.

Solgt fra:
Fremstillingen af produkterne er sket på adressen Kæret 5, 6990 Ulfborg.

Årsag:
Virksomheden er ikke autoriseret som fødevarevirksomhed og kunne ikke dokumentere sporbarheden på visse rå- og færdigvarer.

Risiko:
Da fødevarerne er produceret i lokaler, som ikke er autoriseret, har produktionen ikke været underlagt kontrol fra fødevaremyndighederne. Endvidere mangler der mærkning og sporbarhed på visse varer. Varerne anses derfor for værende uegnede til menneskeføde.

Råd til forbrugerne:
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at kassere eller returnere fødevarer, som er produceret på den ovennævnte adresse.

På grund af foretagendets store omfang opfordrer Fødevarestyrelsen forbrugere, der har modtaget produkter af ovennævnte type fra en jæger, til at rette henvendelse til vedkommende for at sikre sig, at produkterne ikke stammer fra den ulovlige virksomhed.
.

Ingen kommentarer: